Konference om læring og kreativitet

Pressemeddelelse: 18. nov. 2008 Læringsstile og fokus på mange intelligenser er for alvor kommet på dagsordenen. Onsdag den 26. november 2008 afholdes en heldagskonference om læring og kreativitet i de danske skoler. Konferencen arrangeres af forskningscentret Universe Research Lab med Hans Henrik Knoop i spidsen og foregår i koncertsalen på Alsion i Sønderborg fra kl. 9.30-16.30. Konferencen er gratis og åben for alle.

Hvert menneske er helt unikt. Vi oplever verden forskelligt, og vi har alle unikke forudsætninger for at forstå vores oplevelser. Det betyder at en skole, hvor alle elever får samme form for undervisning, med stor sandsynlighed vil favorisere visse elever, hvis foretrukne læringsstile matcher undervisningen, og hæmme en masse andre, for hvem det ikke er tilfældet. 

Sådan lyder det fra psykolog Hans Henrik Knoop, der er forskningsdirektør i Universe Research Lab og hovedaktøren bag den storstilede læringskonference ”Læring og kreativitet i teori og praksis” på Alsion i Sønderborg den 26. november.

Hans Henrik Knoop og hans forskerteam har siden etableringen af Universe Research Lab i 2007 arbejdet intenst på at skabe frugtbare koblinger mellem praktikere og forskere, der har kunnet befordre læring, kreativitet og livsglæde på nye måder. Nu sætter de yderligere fokus på temaet og deler ud af deres viden på konferencen, der allerede har tiltrukket 500 interesserede til Sønderborg den 26. november.

”Der findes over 4000 pattedyrarter på kloden. Fælles for dem alle er, at deres unger leger, fordi leg er en effektiv læreproces. Du og jeg er pattedyr, og vores børn er som pattedyr designede til at opsøge legen. Det grundlæggende, genetiske budskab er ”lær eller dø”, og leg er intet mindre end en nydelsesfuld måde at overleve på,” siger Hans Henrik Knoop, der understreger, at læring og kreativitet er nøglebegreber i den pædagogiske verden, fordi de både angiver overordnede formål og er vedvarende kilder til livsglæde. 

”Vi glemmer meget af det, vi lærer, fordi vi ikke rigtig har brug for det, mens vi lærer det. Fordi vi ikke var tilstrækkeligt motiverede, da vi lærte det, og fordi undervisningen kun henvendte sig til en lille del af vores intelligens. Alle taber ved at fortsætte i disse spor, og alle har et ansvar for at hjælpe pædagogikken videre,” siger Hans Henrik Knoop, der på konferencen vil tale om positiv psykologi og om hvordan livsglæde, læring og kreativitet kan forenes i pædagogik, skole og arbejdsliv. 

Per Havgaard og Svend Erik Schmidt, der kendes fra de to programserier Plan B og SKOLEN på TV2, har været med til at gå nye veje i forsøget på at skabe bedre pædagogiske processer og resultater. Per Havgaard (læreren i Plan B) og Svend Erik Schmidt (konsulenten i SKOLEN) vil på konferencen fortælle om deres pædagogiske arbejde.

Direktør Jesper Ingerslev fra Learn by Danfoss Universe vil på konferencen give et indblik i, hvordan Danfoss Universe hjælper skoler med at understøtte og udvikle børnenes lyst og vilje til at lære, ligesom han vil fortælle om, hvordan forskning ikke kun bør foregå på støvede universitetskontorer, men også kobles direkte til professionel praksis. 

Tilmelding
Konferencen er gratis og åben for alle. Mere end 500 har allerede sikret sig en plads på konferencen, der foregår i koncertsalen på Alsion i Sønderborg den 26. november kl. 9.30-16.30. Tilmelding sker på info@universeresearchlab.com. 

Om Universe Research Lab
Forskningscentret Universe Research Lab ledes af psykolog og læringsekspert Hans Henrik Knoop og forsker i læring, undervisning, kreativitet og innovationsevne. Universe Research Lab har et budget på 37,5 millioner kr. over de næste fem år. Pengene kommer bl.a. fra Nordea Danmark fonden, der støtter med 10 millioner kroner, og fra Bitten og Mads Clausens Fond, der støtter med 12,5 millioner kroner. Egmont fonden støtter projektet Fremtidens undervisningsfacilitet med 6 mio. Blandt øvrige bidragsydere er Undervisningsministeriet og Sønderborg Kommune. Internationalt samarbejder Universe Research Lab bl.a. med Harvard Graduate School of Education og Claremont Graduate University og er medarrangør af 5th European Conference on Positive Psychology i København i 2010. Læs mere på www.universeresearchlab.dk.

Program
Læring og kreativitet i teori og praksis, 26. november 2008, Alsion 2 i Sønderborg.
• Positiv psykologi: Om hvordan livsglæde og læring kan forenes i pædagogik og arbejdsliv.
• Plan B og Skolen på TV2 - Hør Per Havgaard og Svend Erik Schmidt fortælle om forskningen bag de populære programmer.
• Hvordan kan kommuner og skoler samarbejde med forskerne i Universe Research Lab?
• Hvordan samarbejder vi med Danfoss Universe omkring læring og kreativitet?

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Hans Henrik Knoop, forskningsdirektør ved Universe Research Lab. M: 2095 4960.

KONTAKT

Jean Tonnesen Kommunikationspecialist M. +45 30 74 33 30
jt@katafonden.dk
Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg